Sundhedsstyrelsen: Stigning betyder ikke kampagner

Sundhedsstyrelsen vil ikke lave kondomkampagner til voksne.

Af: Bo Bentsen

Organet, der står for kampagner for sikker sex, Sundhedsstyrelsen, har ingen planer om at målrette disse mod personer over 25 år.

Det fortæller specialkonsulent, Niels Sandø, selv om tal altså viser, at flere voksne får klamydia, mens antallet blandt de 15-24-årige er faldende.

Læs også: Flere voksne får kønssygdomme

– Jeg kan genkende, at der har været en stigning, men ikke markant, så det er ikke noget, der på nogen måde bekymrer os, siger Niels Sandø fra Sundhedsstyrelsen.

Fokus forbliver på unge

Han fortæller, at omkring 80 procent af for eksempel klamydiatilfældene ligger hos personer under 25-27 år.

Så selv om de unge har knækket den opadgående kurve, er det stadig her, fokus ligger for Sundhedsstyrelsens kampagner.

– Hvis vi laver en kampagne for at reducere klamydiatilfældene, og vi går efter 25+, jamen så er det meget begrænset, hvad vi kan få af succes, for det er ikke dem, der primært har det, siger Sandø.

Ingen store revolutioner

Så I har ikke noget på blokken til de voksne?

– Ikke lige nu. Vi kigger altid, når der kommer tal fra Seruminstituttet, om der er noget, vi skal være opmærksomme på.

– Jeg forventer ikke nogen store revolutioner hverken den ene eller anden vej, for det er overordnet stabilt, siger Niels Sandø.

Læs også: “Kønssygdomme virker ikke særligt skræmmende”

Sundhedsstyrelsens ’Kun med Kondom’-kampagne, som er rettet til unge mennesker i alderen fra 16 til 25 år. Den er indtil videre planlagt til at køre frem til og med 2015.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.