Vanedyr og skilsmisser: Derfor glemmer vi kondomer

Flere danskere lever som singler, men dyrker sex som ægtefolk – uden kondom.

Af Julie Povlsen

Besværlige at få på, svære at vænne sig til og akavede at tale om.

Der kan være mange grunde til, at danskerne ikke er vilde med at bruge kondomer under sex, og noget tyder på, at det lille gummi ikke just storhitter i soveværelset. Andelen af voksne over 25 år, som bliver diagnosticeret med klamydia, er stigende, og en væsentlig årsag dertil, skal findes i vores livsstil, mener flere fagfolk.

Læs også: Flere voksne får kønssygdomme

– Hvert år ender en stor del af ægteskaber i skilsmisse, og der kommer der hele tiden nye mennesker til, som skifter én fast partner ud med flere. De har måske ikke brugt kondom i mange år, fordi de har været i et fast parforhold, hvor man brugte p-piller, så de har et behov for at genoverveje deres præventionsvaner, forklarer Jeppe Hald fra Sex og Samfund.

Omkring 46 pct. af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og som resultat lever flere danskere enten som singler eller som såkaldt seriemonogame, hvor man går fra et forhold til et andet.

Gummi gælder også voksne

Selvom civilstatussen ændrer sig, følger nye vaner indenfor sex og prævention ikke altid med. I stedet kan vi være tilbøjelige til at tage de gamle vaner fra parforholdet med ud i singlelivet.

Læs også: “Kondomer tager bare noget af glæden”

– Det kan være, man ganske enkelt ikke er opmærksom på risikoen eller hænger fast i de gamle vaner, selvom man burde tillægge sig nogle nye. Måske tænker voksne, at nu hvor de er oppe i årene, er tiden, hvor man bekymrer sig om den slags, forbi, forklarer Niels Sandø fra Sundhedsstyrelsen som et bud på årsagen til kondomets manglende popularitet.

Irriterende at montere

Ingen kan fastslå præcist hvad, der får de +25-årige til at fravælge kondomet, men sexolog Jakob Olrik tror bl.a., det skyldes, at kondomet virker forstyrrende og irriterende midt i akten.

– Kondomet er jo en irriterende ting. Det er irriterende at skulle montere det, fordi man bliver nødt til at afbryde det, man er i gang med, og så ødelægger det ligesom flowet i sengen. Derfor er vi nok generelt tilbøjelige til at ignorere det, selvom vi udmærket kender konsekvenserne, siger han.

Læs også: Udflåd, feber og svie: Sådan rammes du af kønssygdomme

I 2011 forventede Sundhedsstyrelsen, at op mod 50.000 danskere var smittede med klamydia, men kun 26.600 blev diagnosticeret. Sundhedsstyrelsen antager, at halvdelen af de smittede ikke udviser symptomer på sygdommen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.